Der var engang en banebrydende komedie gruppe, der skabte det britiske sketch show “Monty Python's Flying Circus”. Showet blev sendt på BBC fra 1969-1974. Fænomenet “Python” udviklede sig dog over årene fra tv-serien til noget langt større i omfang og virkning. Med alt lige fra sceneshows til film, mange albums og flere bøger er gruppens indflydelse på komedie blevet sammenlignet med den indflydelse The Beatles' fik på musik. Begrebet "Pythonesque" er således blevet optaget i det engelske leksikon.
Gruppen startede ikke ud som en fælles enhed. Michael Palin og Terry Jones mødtes på Oxford universitetet, hvor de blandt andet optrådte sammen i universitetets revy. John Cleese og Graham Chapman mødte hinanden på universitetet i Cambridge, hvor også Eric Idle gik (dog et år under de to andre). De optrådte alle tre i universitetets revy og var også på tourné med universitetsgruppen Footlights.
Et show ved navn The Frost Report i 1966 regnes som den første gang, hvor alle de 5 britiske Pythons var samlet. Siden arbejdede de videre hver for sig – hovedsageligt opdelt i grupperne Cleese/Chapman og Idle/Jones/Palin. De tre sidste arbejdede desuden også ved flere lejligheder sammen med det amerikanske islæt Terry Gilliam. Det var i sidste ende Cleese der tog initiativ til at invitere Palin til at arbejde sammen med ham og Graham. Palin foreslog dernæst Jones og Idle, der så yderligere foreslog at Gilliam skulle stå for gruppens tegnefilms animationer. Det hele endte som sagt med at “Monty Pythons Flying Circus” blev skudt i luften i 1969.
“Monty Pythons Flying Circus” blev banebrydende med sin mildt sagt skøre stil. Gruppen forsøgte hele tiden at balancere på kanten af det komisk lovlige og skubbede på denne måde grænserne for komikkens verden. En af de måske mest berømte ’gimmicks’ er Monty Pythons – And now for something completely different! – ofte anvendt med John Cleese som radiovært, der ud af det blå kunne slutte enhver sketch. Andre igen vil måske huske Chapmans forrygende rolle som kaptajn der med myndig stemme pludselig indtræder i scenen og befaler scenen afbrudt – Stop it, stop it! - simpelthen fordi den er blevet for dum. På denne måde sluttede mange af Pythons sketches faktisk helt uden punchline…
Brugen af Gilliam's surrealistiske animationer var et andet innovativt element i Python’s stil. Mange af billederne Gilliam anvendte, var taget fra berømte kunstværker. Kæmpe-foden, som knuser showets titel i slutningen af åbningen er faktisk foden af Amor, skåret af en gengivelse af renæssancens mesterværk Venus, Cupid, Folly and Time ved Bronzino. Denne fod, og Gilliam's stil i almindelighed, er visuelle varemærker for Monty Python.
Gruppen huskes i dag af mange for et hav af legendariske sketches – blandt nogle af de mest kendte kan nævnes Dead Parrot Sketch, hvor John Cleese meget ihærdigt forsøger at forklare hvorfor han IKKE vil betale for en død papegøje eller Lumberjack Song med Michael Palin som canadisk transvestit i de store skove!
